De personlige alarmer der beskrives her i sammenhæng med hjælpemidler, er alarmer, som kan øge trygheden og sikkerheden for mennesker med kognitive udfordringer og deres pårørende.

Tryghedsalarmer/nødkald

Tryghedsalarm er et ord der ofte anvendes for den type alarmer, som giver dig mulighed for at ringe efter hjælp, hvis der opstår en situation, hvor du føler dig utryg.

Tryghedsalarmer og nødkald kan fungere på forskellig vis, det kan eksempelvis være et nødkald, du har fået bevilliget af din kommune, som gør at du kan komme i kontakt med hjemmeplejen i situationer, hvor du behøver hjælp fx, hvis du er faldet.

Du kan også vælge selv at købe en nødkaldsløsning. Der findes forskellige abonnementsløsninger fra udbydere som fx Cekura og Falck. Når du vælger en selvbetalt løsning, går dine opkald til et callcenter eller tryghedscenter, som de også kalder det, hvor der sidder personale, som kan hjælpe dig i de fleste situationer og som kan være behjælpelig med at kontakte dine pårørende. Disse selvbetalte nødkaldsløsninger giver også mulighed for dagligt tryghedsopkald.

En tryghedsalarm kan også være en nødknap på en mobiltelefon en knap, der med et tryk kan sætte dig i forbindelse med en pårørende, et callcenter eller andre, der kan hjælpe dig en i utryg situation. Mange af Doro’s mobiltelefoner har denne type nødknap, som kan programmeres til at ringe op til et forudbestemt nummer når du trykker på knappen.

 

Faldalarmer

Med alderen stiger tendens til at falde, og er uheldet ude er det godt og trygt at kunne alarmere naboer, familie eller andre om at du har brug for hjælp.

Tryghedsalarmer forebygger ikke fald men de kan være medvirkende til, at du føler dig tryg ved tanken om, kunne hidkalde hjælp, hvis uheldet skulle være ude.

Har du en tryghedsalarm med indbygget faldsensor fx indbygget i et armbåndsur eller i et halssmykke, giver den automatisk besked til dem, som tryghedsalarmen er opsat til at kontakte, hvis du falder.  Sensoren reagerer på bevægelser, derfor virker den uden der trykkes på en knap.

Faldovervågning via et sensorgulv er også en løsning, som alarmerer en modtager, hvis du falder. Gulvet registrerer dine bevægelser og afgiver en alarm, hvis dine bevægelser ændrer sig. Sensorer i gulvet registrerer din aktivitet på gulvet, og sensorerne kan mærke forskel på, om du står på gulvet, eller om du er faldet.

Bedst af alt er at forebygge fald, men er uheldet ude, så er en alarm en god løsning.

Forebyggelse af fald kan handle om boligens indretning, som har betydning for, hvor sikkert det er for dig at bevæge dig omkring i hjemmet. Badeværelset er et af de rum, hvor du skal være mest opmærksom på at gøre sikkert. Glatte gulve og løse tæpper er nemt at gøre noget ved og en badetaburet og et greb, kan gøre underværker.  

Forebyggelse af fald kan også handle om at træne sin balancesanse, balancen er en sans, der kræver træning og det behøver bestemt ikke at indebære hård fysisk træning at træne balancen, da ganske enkle øvelser faktisk kan gøre en stor forskel. Her kan du læse mere om balancetræning og her kan du finde gode råd til at holde dig sund og i god form.

 

GPS og nudging

Hver år forlader alt for mange mennesker med demens deres bopæl, og ofte kommer de afsted uden sko og overtøj og de er ofte ude af stand til at finde hjem igen ved egen hjælp. Demente der forvilder sig uden for kendte rammer, ender ofte i situationer, der er til fare for dem. Derfor handler i høj grad om, at undgå at de forlader bopælen uden pårørende eller personale er opmærksomme på det.

På plejehjem for demente gøres der forskellige tiltag for netop at undgå, at beboerne forlader stedet, uden personalets viden. Nudging er en af de metoder man benytter sig af, hvor man prøver at påvirke den dementes handlinger i en retning, der er til gavn for dem selv. Det kan fx være indretningen i fællesområderne, der får beboerne til at finde ro, eksempelvis ved at stille en blød lænestol og have et tænd TV kørende i nærheden af døren, som indbyder til hygge og ro. For en beboer der er på vej ud, kan det gøre at de glemmer, hvorfor de er på vej ud og så i stedet blive optaget af den bløde stol og af at se lidt fjernsyn.

 

Sporingssystemer

GPS sporingssystemer er teknologier, der kan skabe tryghed både for den, som har vanskeligt ved at orientere sig men også for personale og pårørende.

GPS-baseret overvågningssystemer er et hjælpemiddel som alle andre hjælpemidler og det kan overvejes at tages i brug, når en person får tiltagende svært ved at orientere sig i omgivelserne eller har svært ved at finde hjem, når de bevæger dig uden for hjemmet.

Bor man på plejehjem eller på et bosted, er der visse krav til at benytte GPS tracking. Regler er at GPS må bruges så længe personen ikke modsætter sig men i det øjeblik personen modsætter sig brug af GPS, er det op til kommunen at afgøre, om der må og skal bruges GPS for sikre, at personen ikke bliver væk.

Er der tale om hjemmeboende personer, er der ingen regler for brug af GPS.

GPS tracking kan ske via en skjult chip fx i fodtøj, beklædning, indbygget i et ur eller som halssmykke. Det er smart blot man er opmærksom på de faldgrupper, der er ved denne form for GPS tracking.

Ligger chippen i eller under sålen i de udesko personen anvender, eller i lommen på den jakke der hænger fremme klar til at tage på, kræver det at personen ikke forlader boligen uden sko eller i sutsko og uden overtøj.

Dernæst skal man være opmærksom på at alle GPS enheder, kræver opladning og som regel ganske ofte, for at virke. Og netop når GPS enheder er indbygget i ure og smykker skal man være opmærksom på, at de fleste typer ikke tåler kontakt med vand i større mængder.

GPS på mobilen

GPS tracking kan foretages ske via en smartphone eller fra en telefon med tryghedsalarm.

På en smartphone kan man med få tryk få adgang til at se en anden persons GPS-lokation. Det kræver selvfølgelige at begge parter har en smartphone og at man er enige om, at det er i orden at, at den ene part overvåger den anden.

På Iphone ligger appen ”find venner” som standard, den kan bruges til sporing men derudover findes der et stort udvalg af andre GPS-apps, du finder dem i App store og Google Play eller du kan benytte Hjælpemiddelbasens app søgning til at finde apps til orientering og navigation.

Med en GPS på telefonen har du også mulighed for selv at aflæse/aflytte, hvor du befinder sig.

Mobiltelefoner med nødkald også kaldet tryghedstelefoner kan også spore en persons lokalitet men det fungerer på en lidt anden måde end med en smartphone.

Tryghedstelefoner med indbygget GPS har en nødkaldsknap, som ved tryk på knappen opretter forbindelse til et forudbestemt telefonnummer fx til en pårørende eller et callcenter. Når du foretager et nødopkald oplyses modtageren om, hvor du befinder dig.

 

Er GPS-enheden en chip eller brik, i en sko, et ur eller andet er det modtagerenhed, der kan aflæse, hvor brikken befinder sig. Denne form for GPS findes også i modeller, hvor modtagerenheden automatisk modtager en alarm, når et defineret område forlades. Det kan være en smart løsning der giver bevægelsesfrihed, til mennesker som holder af at gå rundt fx i haven.  

Det er værd at være opmærksom på at GPS-systemer er satellitbaseret og derfor fungerer de bedst udendørs.

Ingen produkter i denne kategori.
Personlige alarmer

Der blev ikke fundet nogen produkter i den valgte kategori